Det må din hund ikke spise

Det må din hund ikke spise

Mange tror, at hunde kan spise næsten alt. Der er dog rigtig mange forskellige ting, som de ikke kan tåle. For os mennesker kan det være helt almindelige dagligvarer, som vi spiser med glæde. For din hunds helbred kan disse madvarer dog have store konsekvenser. Nogen gange er det kun for en kortere periode, andre gange kan det have kroniske konsekvenser. Det er derfor vigtigt, at du tænker over, hvad du giver din hund at spise. I dette indlæg kommer vi ind på, hvilke ting din hund ikke må spise, og hvad konsekvensen vil være, hvis uheldet er ude. 

Bestemte grøntsager og frugter

Der er flere forskellige grøntsager og frugter, som din hund ikke kan tåle. Der er dog ikke en fælles konsekvens, hvis din hund skulle få indtaget det alligevel. Der er nemlig tale om nogle helt specifikke grøntsager og frugter, og din hunds krop vil reagere forskelligt, alt efter hvilken type der er tale om.

Avokado

Hunde kan ikke tåle at spise avokado. Dette gælder både selve frugten, men også hele planten, hvis du skulle have sådan en stående. Avokado indeholder en del persin. Det er især bladene, der indeholder stoffet. Får din hund for store mængder avokado eller spiser dele af planten, kan det i værste tilfælde føre til brystbetændelse og hjertesvigt. Der skal dog forholdsvis store mængder til, for at det går så vidt. I langt de fleste tilfælde vil indtagelse af avokado eller dele af avokadoplanten medføre opkast og diarré.

Løg og hvidløg

Hunde kan ikke tåle at spise hverken løg eller hvidløg. Dette gælder, uanset om det er råt, tilberedt eller nedbrudt til pulver. Det er endnu svært at konkludere, hvad det er, der kan være farligt for hunde, når de spiser løg eller hvidløg. Der er dog undersøgelser, der har vist, at der sker et fald i de røde blodlegemer, hvis din hund spiser løg eller hvidløg.

Symptomerne ved indtagelse af løg eller hvidløg er typisk opkast og diarré. Dette kan medføre mavesmerter og appetitløshed. Symptomerne kan vare i flere dage. Der er også risiko for, at de udvikler sig til værre. Din hund kan få problemer med hurtig vejrtrækning og dermed også åndedrætsproblemer.

Majskolber

Har du fået lækre majskolber til aftensmad, fristes man til at smide den afgnavede kolbe ned til hunden. Det skal du dog holde dig fra. Din hund kan godt tåle at spise majs. Det er dog en dårlig idé at give din hund majskolben. Dele af majskolben kan nemlig have tendens til at sætte sig fast i fordøjelsessystemet. Sker der en blokade, kan det skabe meget ubehag for din hund. Den vil have svært ved at komme af med sin afføring, da hele fordøjelsessystemet bliver sat ud af funktion.

Rabarber og rabarberblade

Har du et lækkert stort rabarberbed ude i haven, skal du holde godt øje med din hund, når den går rundt i haven. Din hund kan nemlig hverken tåle rabarber eller bladene på rabarberplanten. Selve rabarberen er mindst skadelig. Som med løg og hvidløg kan rabarber påvirke de røde blodlegemer i en negativ retning. Det er dog især rabarberbladene, der er yderst giftige for din hund.

Rabarberbladene indeholder nemlig oxalsyre, som er giftig for hunde. Formår din hund at spise store doser rabarberblade, kan det i værste tilfælde medføre dødsfald. Du skal derfor være meget opmærksom på dit rabarberbed, hvis du har en hund, der skal færde frit i haven. Det kan eventuelt være en fordel at sætte hegn rundt om rabarberbedet, hvis du vil være på den sikre side.  

Rå kartofler og kartoffelplanten

Er din hund i gang med at grave hele dit kartoffelbed efter godter, kan det være en god idé at få stoppet din hund, inden den kommer alt for godt i gang. Din hund kan nemlig ikke tåle rå kartofler. Der er også store dele af kartoffelplanten, den ikke kan tåle som for eksempel bladene og kartoffelæblerne. Overordnet kan man sige, at det er de grønne dele på kartoffelplanten, der er giftige for hunde.

Grunden til, at de er giftige for hunde, er, at disse dele af kartoffelplanten indeholder alkaloid solanin. Dette er yderst giftigt for din hund at indtage. Symptomerne ved indtagelse er opkast og diarré. Derudover kan din hund også få nedsat appetit og koliksmerter i bughulen.

Hundens nervesystem kan også blive påvirket, hvilket kan medføre åndedrætsbesvær, øget savlproduktion og kramper. I sidste ende kan det medføre, at din hund besvimer af symptomerne. Det er derfor en rigtig god idé at holde din hund væk fra kartoffelbedet og kartoffelmarker. 

Svampe

Der findes mange forskellige typer af svampe. Lige som der er nogle varianter, der er giftige for os mennesker, er der det også for hunde. Der er dog langt flere svampearter, som din hund ikke kan tåle. Der kan være forskel på, hvor meget hunden bliver påvirket af forskellige svampearter.

Nogle svampearter betragtes som uegnede for hunde, da de kan give nogle ubehagelige symptomer. Andre svampearter er decideret giftige for din hund og kan i værste tilfælde medføre dødsfald. Vil du gerne være på den sikre side, er det bedst at gå helt udenom svampe til din hund. 

Tomater og tomatplanten

Tomater minder meget om kartofler. De er nemlig begge fra natskyggefamilien. Det betyder, at der også er både alkaloid og solanin i tomater og tomatplanten. Din hund kan derfor ikke tåle at spise plantens stilk, blade og de umodne tomater.

Indholdet af de giftige stoffer er ikke nær så høje i de modne tomater. Det kan dog være en god idé at gå udenom dem alligevel, da din hund kan udvikle en forsmag for dem og dermed også få lyst til at spise af tomatplanten eller umodne tomater. Symptomerne er de samme som ved rå kartofler. 

Vindruer og rosiner

Vindruer og rosiner kan være særdeles farlige for din hund. Det vides endnu ikke, hvad det er i vinduer og dermed rosiner, som hunde ikke kan tåle. Man ved dog, at der er tale om en ukendt toxin, som forgifter hunden, når den spiser vindruer eller rosiner. 

Det særlige ved vindruer og rosiner er, at det ikke er alle hunde, der reagerer på toxinerne i frugterne. Nogle hunde formår at være modstandsdygtige overfor toxinerne, og de vil derfor ikke opleve en forgiftning. Det er dog umuligt at vide på forhånd, om din hund er modstandsdygtig over for toxinerne eller ej. Det er altså ikke noget, du kan teste. Det anbefales derfor, at du ikke giver din hund vinduer eller rosiner.

Når det kommer til vindruer og rosiner, skal der meget få mængder til, før din hund bliver påvirket af det. Symptomerne kan være opkast, diarré, mavesmerter, kramper, øget tissetrang og drikkelyst. Dette er blot symptomerne. Der sker nemlig mange flere ting inde i hundens krop. I langt de fleste tilfælde vil det medføre nyreskader, som i sidste ende kan være dødeligt for din hund. Det er derfor meget vigtigt, at du er opmærksom på, at din hund ikke spiser vindruer og rosiner. 

Bestemte former for kød og andre proteinkilder

Nu har vi været igennem de forskellige former for frugt og grøntsager, der kan være farlige for din hund at spise. Selvom hunde betragtes som kødædere, er der flere former for kød og proteinkilder, de ikke kan tåle. Vi har samlet flere forskellige eksempler i dette afsnit.

Fedafskæringer

Mange fristes til at kaste diverse fedtafskæringer ned i hundeskålen. Det er dog en rigtig dårlig idé. Din hund vil typisk ikke være vant til at skulle fordøje så fedtholdigt mad. Der kan derfor være stor risiko for, at din hund får diarré eller opkast, hvis du fodrer den med fedtafskæringer eller meget fedtholdigt mad.

Grunden til, at din hund ikke kan tåle fedt, er, at dens bugspytkirtler kan blive meget påvirkede af det, hvilket i værste tilfælde medfører bugspytkirtelbetændelse. Bugspytkirtlens funktion er at sende enzymer ud i kroppen, der skal hjælpe med at nedbryde maden, hunden spiser. Ved en betændelsestilstand i bugspytkirtlen vil enzymerne blive aktiveret allerede i bugspytkirtlen, i stedet for at de først aktiveres, når de når til den mad, der skal nedbrydes. Det betyder, at enzymerne kan begynde at nedbryde vævet i bugspytkirtlen.

I værste tilfælde kan en betændt bugspytkirtel medføre, at din hund ender i en choklignende tilstand. Det er derfor en fordel at undgå at fodre din hund med fed leverpostej, andefedt, marv og andre fedtafskæringer.

Æggehvider

Din hund kan ikke tåle æggehvider. Her er dog tale om rå æggehvider. De rå æggehvider indeholder nemlig avidin. Ved hunde medfører dette stof, at vitaminerne ikke bliver optaget i kroppen. De vil i stedet blive udskilt med afføringen. Din hund vil derfor gå glip af mange vitaminer, hvilket kan være skadeligt for den på længere sigt.

For hunde er vitamin B især vigtigt for hundens velbefindende. Det indeholder nemlig biotin, som påvirker din hunds vækst og pels. Mangler din hund B-vitamin og dermed biotin kan det betyde, at den taber pelsen, og knoglernes vækst hæmmes. 

En måde at undgå, at din hund kommer til at mangle bition, er ved at tilberede æggehviden. Det fjerner nemlig egenskaberne fra avidin. En anden løsning kan være at give din hund et helt æg i stedet for kun en æggehvide. Æggeblommen indeholder nemlig mere biotin, hvilket kan balancere manglen på det i æggehviden. Generelt kan en hund godt tåle at spise rå æg. Du skal dog være opmærksom på, at der kan være risiko for salmonella.   

Bestemte nødder, kerner og sten

Der er forskellige former for nødder, kerner og sten fra frugter, der kan være giftige for hunde. Det er dog ikke tilfældet med alle typer. Vi giver dig her nogle eksempler på, hvilke du skal gå uden om til din hund. 

Valnødder

Nødder indeholder generelt store mængder fosfor, som kan være giftigt for din hund. Flere mener nemlig, at det kan give blæresten. Hvis din hund spiser valnødder, kan det give forskellige symptomer. Det kan være alt fra opkast og diarré til sløvhed, kramper, øget savlproduktion og gule øjne og gummer.

Det farlige ved valnødder er, at der ofte kan være en form for svampe eller skimmelart i valnødden. Når de bliver blandet med væske, kan det aktivere et giftigt stof, der netop kan være meget farligt for din hund. Får din hund en slem forgiftning kan det i værste tilfælde medføre død. Du skal derfor gå langt udenom valnødder til din hund.

Macadamianødder

Macadamianødder indeholder også store mængder fosfor, hvilket kan give blæresten. Macadamianødder er dog ikke lige så farlige som valnødder, da der ikke er den samme risiko for, at de bliver angrebet af svampe og skimmelarter, som kan være farlig for din hund. Din hund kan dog stadig blive meget syg, hvis den spiser macadamianødder. Symptomerne vil typisk være svage muskler, muskelrystelser og lammelse.  

Muskatnødder

Muskatnød kan være giftigt for din hund. Det indeholder nemlig et stof, der hedder myristicin. Dette stof kan påvirke nervesystemet, hvilket gør, at din hund kan få hallucinationer og få anfald. Derudover kan din hund også få forhøjet puls og ondt i maven.

Symptomerne vil typisk gå væk efter et par dage. Der er derfor ikke så stor risiko for, at din hund får varige men af det. Det er dog en god idé at gå udenom muskatnød eller mad med muskatnød i, da det kan være en ubehagelig oplevelse både for dig og din hund.

Kerner fra kakifrugter

Du skal passe på med at give din hund hele kakifrugter. Den kan nemlig ikke tåle kernerne, der er i frugten. Hvis din hund spiser kerner fra en kakifrugt, kan der være risiko for, at de blokerer tarmsystemet. Det kan være ufattelig ubehageligt for din hund.

Hvis der skulle ske en blokade i tarmsystemet, er der også risiko for, at det udvikler sig til en tarmbetændelse. Symptomerne for dette vil typisk være opkast og diarré. Der kan også forekomme blod i det. Derudover kan din hund blive mere sløv, få feber og have mange smerter.

Æblekerner, blommekerner, kirsebærsten og abrikossten

Der er rigtig mange kerner og sten, du skal passe på med at give din hund. Selve frugten er ikke nødvendigvis skadelig. Kernerne eller stenen kan dog være farlig for din hund. Dette skyldes, at der er cyanid i æblekerner, blommekerner, kirsebærsten og abrikossten, som er giftigt for hunde. Ved større mængder kan forgiftningen lede til døden. Du skal derfor være meget opmærksom på, at din hund ikke går amok i nedfaldsfrugter, hvor der er risiko for at spise kerner eller sten.

Gå langt uden om chokolade

Chokolade er meget giftigt for hunde, da der er theobromin i. Det er især mørk chokolade, der er den store synder. Jo mørkere chokolade, desto mere theobromin er der typisk i. Der er flere forskellige symptomer på, at din hund er blevet forgiftet af chokolade. Der kan gå nogle få timer, før din hund begynder at reagerer på forgiftningen.

Reaktioner kan være uregelmæssig og hurtig hjertebanken. Den uregelmæssige hjertebanken kan i nogle tilfælde resultere i en blodprop i hjertet, der kan være dødeligt. Thebrominen i chokoladen kan også skabe irritation i maven og i tarmene. Det kan skabe blødninger, som din hund også kan dø af.

Døjer din hund med epilepsi, kan chokoladen også gå ind og fremprovokere et anfald. Der er mange ubehagelige og dødelige symptomer ved indtagelse af chokolade. Du skal derfor gøre meget ud af at gemme chokolade væk.

Hunde kan ikke tåle kaffe, te og andre koffeinholdige produkter

Koffein er ikke egnet til hunde. Det kan nemlig være meget giftigt for dem. Koffein finder du blandt andet i kaffe, te, sodavand, energidrik og andet. Koffeinen vil dog også være til stede i teblade og i kaffegrums. Det er derfor heller ikke noget, din hund skal have poterne i. 

Koffein er farligt for hunde, da det påvirker centralnervesystemet og hjertet forholdsvis voldsomt. Det kan gøre, at din hund bliver meget rastløs, får uregelmæssig hjertebanken og/eller kaster op. Ved en slem forgiftning kan det medføre død. Det er noget, der kan ske forholdsvis hurtigt. Du skal derfor undgå at give din hund noget med koffein i. 

Alkoholforgiftning kan ske på flere måder

Det giver måske sig selv, at hunde ikke kan tåle alkohol. En alkoholforgiftning kan nemlig være ufatteligt farlig for din hund. En alkoholforgiftning kan dog forekomme på flere måder end blot den traditionelle ved at indtage alkoholiske væsker. Får din hund en alkoholforgiftning, kan det lede til opkast, skade på leveren og skade på hjertet. Der kan egentlig ske det samme, som der sker ved mennesker. Konsekvenserne vil dog have en noget større påvirkning på din hund på grund af deres forholdsvist lille størrelse. 

Gær og gærholdige deje

Din hund kan ikke tåle gær og gærholdige deje. Gæren kan nemlig skabe en kemisk reaktion nede i maven, der udvikler sig til en alkoholforgiftning. I gærdeje vil koncentrationen af gær ikke være nær så høj, hvilket kan lede til problemer i fordøjelsessystemet, der kan indebære skader på maven og tarmene.

Spiser din hund store mængder af rå dej, vil dejen hæve inde i maven, og der kan blive skabt en alkoholforgiftning. Spiser din hund ren gær, vil koncentrationen være større, hvilket øger risikoen for, at din hund får en alkoholforgiftning.  

Gærede frugter

Nedfaldne frugter, der har ligget i haven længe, kan begynde at gære. Hvis din hund spiser disse gærede frugter, er der risiko for, at den får en alkoholforgiftning. Når nedfalden frugt ligger på jorden i haven, sker der en overmodning af frugterne. Det er det, der skaber en gæringsproces, der kan give en alkoholforgiftning, hvis din hund spiser store mængder af de gærede frugter. Hold derfor øje med, om du har nedfaldne frugter i haven, som skal fjernes, inden din hund går på rov i dem. 

Hunde er langt fra som mennesker

Vi er nu kommet med forskellige ting, som virker helt almindelig for os mennesker at spise, men som kan være livsfarlige for din hund at indtage. Du skal samtidig være opmærksom på, at der er meget stor forskel på, hvad din hund ikke kan tåle, og hvad der er decideret giftigt for den. 

Vi har prøvet at inkludere så mange ting som muligt i dette indlæg. Det er dog ikke en udtømmende liste. Der kan derfor være flere ting, som din hund ikke kan tåle. Derudover skal du være opmærksom på, at hunde er forskellige. Der kan derfor være nogle ting, som din hund ikke kan tåle, men som naboens hund godt kan tåle.

Forrige artikel Acana hundefoder og kattefoder
Næste artikel Orbiloc sikkerhedslygte – bliv set i mørket

Skriv en kommentar

Vær opmærksom på, at kommentarer skal godkendes, før de offentliggøres

* Påkrævet felter

Sale

Unavailable

Sold Out