Ny hund? Vælg den rigtige hunderace som passer til dig

Ny hund? Vælg den rigtige hunderace som passer til dig

Når man skal have en hund er det store spørgsmål tit ”hvilken race skal den være?”. Mange hundeejere elsker en bestemt race, måske fordi de er vokset op med den som barn eller fordi ens barndomsven havde sådan en. Men for nye hundeejere som ikke er helt fast besluttede endnu kan det være lidt af en jungle at finde rundt i.

Der er mange spørgsmål der skal besvares

Hvor stor skal hunden være, hvor aktiv skal den være, hvor meget træning har den brug for, er den let at træne eller meget selvstændig, fælder den meget, er den god som familiehund eller er den ikke god til børn? Der er mange spørgsmål der skal besvares, men man skal også huske at tage et kig på sit eget liv. Hvor meget tid har man til hunden, ønsker man en meget klog og aktiv hund må man være indstillet på en masse træning. Alle hunde skal selvfølgelig trænes og socialiseres, men nogle hunde har et højere aktivitetsniveau end andre.

De 10 officielle racegrupper

FCI som er Den internationale sammenslutning for kennelklubber har delt alle hunderacer op i følgende 10 officielle grupper. Via disse grupper kan man danne sig et overblik over typerne af hunderacer. 

Gruppe 1: Hyrde- og kvæghunde

I denne gruppe finder du hunderacer der oprindeligt er avlet til at hyrde og vogte andre dyr som kvæg og får. De er derfor avlet til at være intelligente, aktive og vågne hunde der kræver meget træning i form af eksempelvis hyrdning, lydighed, rally eller agility. Hvis man har tiden og en aktiv livsstil så man kan dække deres ekstremt høje aktiveringsbehov, er hunderacer i denne gruppe en ideel træningsmakker og fungerer fint som kæledyr og familiehunde. 

I denne gruppe finder du blandt andet:

Border Collie

Schæfer

Old English Sheepdog

Kelpie

 

Gruppe 2: Schnauzer, Pinscher, Molosser og Sennenhunde

I denne gruppe finder du mange forskellige hunderacer og gerne de helt store. Det er også hunde der oprindeligt er avlet til at hyrde eller vogte som gårdhunde, hvorfor de kræver plads og udendørsarealer. De egner sig ikke til at være byhunde og skal helst have et formål i livet som den brugshund de nu engang er. Vær derfor indstillet på stor mængde træning og aktivering. Hvis man kan aktivere den og dække dens behov får man en fantastisk trofast og loyal hunde der beskytter sin familie i tykt og tyndt.

I denne gruppe finder du blandt andet:

Rottweiler

Mastiff

Sankt Bernhardshund

Grand Danois

 

Gruppe 3: Terrier

I denne gruppe finder du alle terrierracerne, hvor de fleste oprindeligt kommer fra Storbritannien og er avlet til at jage mindre dyr som ræve og rotter. I ”gamle dage” hvor rævejagterne til hesteryg var yderst populære i Storbritannien og man havde de store fox hounds med, fandt man hurtigt ud af at der skulle nogle mindre men stadig kvikke jagthunde til, da de havde lettere ved at komme ned i rævehulerne. Terrier er altså jagthunde og en del af dem har stadig store jagtinstinkter, er yderst kvikke og har et højt aktivitetsniveau. Man må ikke lade sig narre af deres små størrelser og man skal derfor være indstillet på meget træning og tidlig socialisering. Når det så er sagt er de ofte meget sociale og venlige og derfor gode familiehunde.

I denne gruppe finder du blandt andet:

Border Terrier

Jack Russel Terrier

Skotsk Terrier

Irsk Terrier

 

Gruppe 4: Gravhunde

i denne gruppe finder du alle de forskellige typer for gravhunde. De er oprindeligt fra Tyskland, er jagthunde med et stort jagtinstinkt og er meget alsidige. De er trods den lille race, som terrierne, meget aktive og skal aktiveres og trænes. Tidlig socialisering er vigtig ved disse hunde, da de kan være en smule temperamentsfulde. Er man indstillet på at den skal trænes og socialiseres fra en tidlig alder, er de gode kæledyr da de ofte er venlige og kan blive gamle.  

I denne gruppe finder du blandt andet:

Ruhåret Gravhund

Korthåret Gravhund

Miniature Gravhund

Dværg Gravhund

 

Gruppe 5: Spidshunde

I denne gruppe finder du forskellige spidshunde som oprindeligt stammer fra kolde klimaer. De er blevet brugt som jagthunde til at jage alt fra bjørne til elge, og som slæde- og trækhunde. Hundene i denne gruppe varierer i størrelsen, men fælles er at de er meget aktive, kan være enormt selvstændige og mental stærke og udholdende. De kræver derfor at man ved hvad man laver og er indstillet på at træningen kommer til at tage tid. Disse hunde er ikke den typiske ”labrador type” som venter på en ordre og dermed en godbid. 

I denne gruppe finder du blandt andet:

Siberian Husky

Samojede

Alaskan Malamute

Eurasier

 

Gruppe 6: Drivende jagthunde og schweisshunde

I denne grupper finder du jagthunde og et par søge- og sporhunde. Disse hunde er oprindeligt avlet til fuglejagt, småvildtjagt og storvildtjagt, afhængig af deres størrelse hvor de driver vildtet til jægeren. Du finder altså hunde i denne gruppe af forskellige størrelser, men fælles for dem alle er at de er jagthunde og yderst aktive. De skal derfor trænes og aktiveres meget for at få stillet deres behov for både fysisk og mentalt aktivering. Gerne i form af sportræning, lydighed eller jagttræning. Mange af racerne i denne gruppe fungerer godt som familiehunde, når de trænes og aktiveres rigtigt.

I denne gruppe finder du blandt andet:

Finsk Støver

Blodhund

Beagle

Rhodesian Ridgeback

 

Gruppe 7: Stående jagthunde

I denne gruppe finder du de engelske og kontinentale stående jagthunde, der opsøger vildtet og markerer overfor jægeren. Mange af hunderacerne i denne gruppe bruges stadig aktivt som jagthunde i dag, men er også populære som familiehunde. De er typisk af mellemstor – stor størrelse og generelt nogle yderst pæne hunde. De skal aktiveres meget og rigtigt, men er lette at træne da de er kvikke og venlige. Grundet deres store jagtinstinkt kan de være en smule svære at kalde til sig, hvis de får færten af vildt (hvis ikke de er trænet tilstrækkeligt). 

I denne gruppe finder du blandt andet:

Irsk Setter

Pointer

Engelsk Setter

Breton

 

Gruppe 8: Apporterende jagthunde

I denne gruppe finder du de populære apporterende jagthunde som er avlet til at søge og aflevere vildtet til jægeren. De apporterer både fra land og fra vand, så de er oftest ret glade for vand. De er også gode sporingshunde. De har et højt aktivitetsniveau og har brug for den rigtige aktivering i form af næsearbejde, lange traveture er ikke nok – de skal bruge næsen og hjernen for at få stillet deres behov. Kan man give dem den rigtige aktivering i form af eksempelvis sporarbejde, fungerer de rigtig godt i en familie som familiehunde.

I denne gruppe finder du blandt andet:

Labrador Retriever

Golden Retriever

Cocker Spaniel

Welsh Springer Spaniel

 

Gruppe 10: Selskabshunde

I denne gruppe finder du hunderacer der oprindeligt er avlet til at være selskabshunde og holde deres ejere med selskab. Selskabshundene er venlige, sociale og egner sig fint som lejlighedshunde i byområder. Trods de er selskabshunde skal de stadig trænes og aktiveres, jo bedre en aktiveret hund man har jo bedre i balance er hunden.

I denne gruppe finder du blandt andet:

Fransk Bulldog

Bichon Havanais

Mops

Papillon

Hver gruppe indeholder flere hunderacer end de fire der er listet i hver gruppe. Du kan læse mere om alle hunderacer på Dansk Kennel Klub.

Forrige artikel Natural Dog Company - pleje på højeste plan
Næste artikel Når hundehvalpen skal gøres renlig

Skriv en kommentar

Vær opmærksom på, at kommentarer skal godkendes, før de offentliggøres

* Påkrævet felter