Skal hanhunden kastreres?

Skal hanhunden kastreres?

Når det handler om at kastrere sin hanhund er der både fordele og ulemper. Grunden til nogle ønsker kastrationen kan eksempelvis være fordi hanhunden strejfer omkring og stikker af, har en for voldsom og dominerende adfærd overfor andre hanhunde, strinter indenfor eller man blot ikke ønsker risikoen for hvalpe.

Hvornår skal man kastrere sin hund?

Typisk opstår den uønskede adfærd som er hormonelt styret når unghunden bliver kønsmoden i 8-10 måneders alderen. Det anbefales derfor at man venter til denne alder, dog sker der intet ved at man venter længere til hunden er ældre da kastreringen kan finde sted når som helst.

Fordele

Hanhundens adfærd kan påvirkes efter en kastration, da begge testikler fjernes og dermed fjernes evnen til/stedet hvor hankønshormonet testosteron dannes. Den adfærd der kan påvirkes er derfor en hormonelt styret adfærd, såsom en aggressiv og dominerende adfærd overfor andre hanhunde eller en stresset adfærd hvis der er tæver i løbetid i nærheden. I visse tilfælde vil hanhunden også holde op med at urinmarkere så ofte som før. Dog høres det desværre tit at folk ønsker deres hanhunde kastreres for at den bliver mere rolig. Den rolige adfærd er ikke hormonelt styret, men derimod race- og træningsrelateret og er altså ejerens ansvar via træning og socialisering og ejers livsstil og temperament som smitter af på hunden. Derudover rammes ældre kastrerede hanhunde sjældent af prostataproblemer, i modsætningen til ikke-kastrerede ældre hanhunde.

Ulemper

Den største ulempe ved kastration og udfordring er at undgå overvægt. Hormonforandringen efter kastrationen gør at stofskiftet ændres og sænkes markant således at hundens appetit øges. Med overvægt kan der opstå hjerte-kar-problemer, diabetes og ledsygdomme. Det er derfor vigtigt som hundeejer til en kastreret hund, at man med det samme forhører sig hos dyrlægen om hvilket foder hunden skal spise. Nogle racer er ikke specielt madfikserede og er ”småt-spisere”, man vil derfor muligvis ikke se den store forskel, mens andre racer som i forvejen kun tænker på det næste måltid har brug for en hjælpende hånd til at styre foderindtaget.

Pelsen kan ændre sig efter en kastration i form af mere underuld og blankhed, så pelsen ser mere ulden ud og knap så blank og skinnende i farven.

En ulempe man skal overveje nøje er ved usikre hunde, deres usikkerhed kan forstærkes grundet den manglende testosteronproduktion. Disse hunde anbefales ikke at blive kastreret og det er vigtigt at kunne skelne mellem en meget dominerende hanhund og en usikker hanhund da aggressiv adfærd ofte bunder i usikkerhed.

Kirurgisk kastration

Den mest normale måde at få sin hund kastreret på er ved et kirurgisk indgreb i fuld narkose med efterfølgende smertebehandling. Dette kan ikke gøres om og er derfor et permanent indgreb, da begge testikler fjernes helt via et lille snit foran pungen. Blodkarrene underbindes, såret syes sammen igen og huden lukkes med almindelige sting. Indgrebet er et rutineindgreb og derfor ses der yderst sjældent nogle komplikationer i forbindelse med indgrebet og i de efterfølgende dage.

Kemisk kastration

Er man i tvivl om man vil lade sin hanhund kastreres permanent, kan man prøve det af ved en kemisk kastration som kun er midlertidigt. En lille hormonstav skydes ind under huden på ryggen af hunden, hvor et stof der undertrykker produktionen af testosteron frigives. Det tager ca. en måned for at virke og holder derefter ca. i 5 måneder, så hele processen varer ca. et halvt år og hunden vil være steril i denne periode. Efter det halve år vil hunden igen producere testosteron og vende tilbage til sit ”gamle jeg”. Det kan derfor være en fin måde at vurdere om en kastration kan hjælpe på eventuelle adfærdsmæssige problematikker.

Husk dog altid at være kritisk i beslutningen om kastration og tal med din dyrlæge om dette, da det ikke altid er den bedste løsning.

Forrige artikel Overvægt hos hunde
Næste artikel Aggression hos hunde

Skriv en kommentar

Vær opmærksom på, at kommentarer skal godkendes, før de offentliggøres

* Påkrævet felter

Sale

Unavailable

Sold Out