Hvad skal du kigge på, når du skal vælge killing

For det første er det vigtigt at gøre sig klart, hvad det indebærer at have en kat.

Mange mennesker har den fejlagtige opfattelse, at "kan jeg ikke have hund, så kan jeg "bare" få en kat, den kræver ikke så meget". Den holder ikke! Man behøver ganske vist ikke gå tur med sin kat, selvom nogle gør det, men den har brug for ligeså meget opmærksomhed som en hund. Katte kan være utrolig selskabelige, og det gælder for en kat, ligesom så mange andre kæledyr, jo mere tid du bruger på den, dets bedre.

Når du har besluttet dig for at få kat, skal du også beslutte, om det skal være en huskat eller en racekat og i så fald hvilken race, da de enkelte racer afviger i både temperament, udseende, pelspleje, etc. Enkelte specialklubber har lavet en racebeskrivelse, der fortæller kort og klart om, hvordan deres race adskiller sig fra andre racer, og hvis du kontakter dem, vil de med glæde tilsende dig informationer.

Det bedste du kan gøre, er at gå på en katteudstilling og snakke med forskellige opdrættere eller låne nogle bøger om emnet på biblioteket. Fordelen ved at se kattene på en udstilling, kan være at du får et godt billede af deres temperament.

Måske kender du allerede nogen med racekatte, og så kan du evt. snakke med dem om det. Når du så har besluttet dig for at få en racekat, kan du kontakte de enkelte hovedklubber, der udgiver en killingeliste en gang om måneden og få den/dem tilsendt. Hvis du allerede har besluttet hvilken race du vil have, kan du kontakte den specialklub, der formentlig findes for racen, og få dem til at sende dig en killingeliste. Har du internetadgang er der også her mulighed for at se de fleste killingelister.

Når du har fundet den race du kunne tænke dig at få en killing fra, er det en god idè at tage ud til så mange opdrættere som muligt. Du skal ikke føle, at "nu kommer jeg og forstyrrer, så må jeg hellere købe en killing her". Du skal tænke på, at den killing du køber, skal du have i mange år, så det er vigtig, at du vælger den rigtige killing, fra den rigtige opdrætter. Der kommer som regel altid nogle spørgsmål hen ad vejen, og så er det vigtigt, at du har et godt forhold til opdrætteren, og at du stoler på denne. De fleste opdrættere vil også gerne følge "deres børn", indtil de når en hvis alder, så igen er det vigtigt med en god kemi, køber og sælger imellem.

Når du skal vælge en killing, er det klogt hvis du gør dig klart, hvad der er vigtigt for dig, inden du tager ud og kigger hos forskellige opdrættere. Det du kan kigge efter er f.eks:

Der skal være rent og pænt, hvor killingerne går, og der må ikke forekomme træk. Det skal være muligt at se moderen og evt. se et billede af faderen, hvis ikke opdrætteren også har ham gående. Killingerne skal virke sunde og raske, dvs. de må ikke være tynde, forpjuskede i pelsen, have dårlig mave, have øjenproblemer (så som blinkhindefremfald) virke sløve, eller på anden måde fremstå i dårlig stand.

Du skal også notere dig, hvordan de andre katte i hjemmet opfører sig, samt at ingen af kattene må være/virke sky. Der er selvfølgelig forskel på, om kattene bliver forskrækkede eller er sky, men som hovedregel skal både opdrætter og køber, kunne røre ved alle katte samt tage dem op. Undtaget er dog gravide hunkatte, som skal bæres på en speciel måde, og fertile hankatte som kan være lidt oppe på dupperne, især hvis de lige har haft damebesøg.

Gør også op med dig selv, inden du ser på killinger, om du vil, eller IKKE vil købe fra et sted, hvor du får ondt af kattene/killingerne. Selvom der kan være steder, hvor man tænker: "Jeg vil redde den her killing, fra det liv den har her", så er det en utrolig dårlig idé at købe en killing fra netop det sted, for den opdrætter stopper ikke med at få killinger, hvis han/hun får solgt sine killinger. Ved at købe en killing fra en dårlig opdrætter, "dømmer" man fremtidige killinger til at blive født der, og det var vel ikke meningen? Den eneste måde at stoppe en dårlig opdrætter på er, at dels lade være med at købe killinger der, for så må de på et tidspunkt stoppe p.g.a. for mange katte, og dels at indgive en klage til politiet eller Felis Danica`s Klagenævn.

Og lige en ting til. Når du ser på killinger, så brug tid på det! Ikke noget med at besøge 4 opdrættere på 2 timer fordi det bare skal overståes. Faktisk bør du ikke besøge to katterier lige efter hinanden, da du kan bringe sygdom med fra det ene katteri til det andet. Så arranger hellere besøgene med et par dages mellemrum. Brug GOD TID hvert sted. Kom evt. på besøg flere gange specielt hvis killingen ikke er salgsklar, når du ser den første gang. Det er både sjovt og lærerigt at følge "sin" killing.

Og så har Felis danica lige nogle regler, som enhver ansvarlig opdrætter skal overholde: Det er ikke tilladt at fjerne en killing fra dens mor, før den er 12 uger gammel, og der skal medfølge: en stamtavle udstedt af Felis Danica og en attest på at killingen er vaccineret 1 gang (mod kattesyge og katteinfluenza) af en dyrlæge. Nogle opdrættere vaccinerer også mod leukemi, da det er en sygdom, der forekommer blandt de "vildtlevende" huskatte, og sygdommen er smitsom gennem spyt og blod. Nogle opdrætter får også deres dyrlæge til at udstede en sundheds-attest på killingen, når den bliver førstegangs-vaccineret. Felis Danica har også vedtaget, at du skal have en kontrakt, der (underskrevet af både køber og sælger) er juridisk bindende, og som er underlagt købelovens betingelser.

 

Relevante produkter