Bestil trygt hos os
Lær din hvalp at være alene hjemme
Det er normalt for hundeejere at forlade hunden, men det ligger ikke i hundens instinkter at forlade dens flok. Trods hunden er et flokdyr er dét at være alene hjemme daglig kost for mange hunde. Grundet hundens instinkter som er at holde sig til flokken, er det vigtigt at starte alene-hjemmetræningen i en tidlig alder.
Stabile vaner for hunden er vejen frem
Som ny hundeejer er der mange forskellige ting at overveje. Blandt andet hvor hunden skal sove, hvor den skal være når den er alene, skal den have adgang til hele hjemmet eller nogle dele af det osv. Uanset hvad man kommer frem til og hvad man føler er rigtigt for både du og din hund, er det vigtigt at man holder fast i disse beslutninger. Selvom man måske tænker at det ikke er noget stort hvis hundekurven på et tidspunkt flyttes eller at hunden først var alene i hele hjemmet og nu kun i bryggers og gangen, så kan det sagtens forvirre hunden da hunde er vanedyr. Jo bedre og mere stabile vaner hunden har, jo lettere er dagligdagen med den.
Alene-hjemmetræning af hvalpen
Når man får den nye hvalp hjem må man ikke forvente alverdens af den til at starte med. Den er lige blevet fjernet fra sin mor og søskende i kuldet og fra alle de trygge og vante dufte og lyde. Det er derfor vigtigt og helt essentielt for fremtidig tryghed, at det første på programmet er at hvalpen skal vænne sig til sin nye familie og omgivelser i ro og mag. Vent derfor nogle dage med at lære den sit og giv pote osv. og fokuser på at den bliver tryg i dens nye familie før noget andet. Tag det stille og roligt så der ikke er noget stress omkring den, og hyg dig/jer med den og lad den gå på opdagelse i det nye hjem. En god ide er at planlægge at få hvalpen hjem i en ferie, så man har masser af tid derhjemme med den i starten.
Når hvalpen i løbet af nogle dage er blevet tryg og vant til dig/jer kan alene-hjemmetræningen begynde. Husk at al træning kræver tid og tålmodighed og især at denne træning skal ske i små skridt ad gangen med en masse gode hundegodbidder. Jo mindre skridt man tager i denne træning jo mindre risiko er der for, at hvalpen udvikler separationsangst.
Start med at hvalpen får nogle godbidder smidt på gulvet lidt væk fra en selv, hvorefter man forlader rummet i nogle sekunder. Kun i så lang tid at hvalpen kun lige når at spise godbidderne og så kigge op og registrere at du er væk, hvorefter du så kommer tilbage og roser den. Døren til rummet skal ikke være lukket, men åben så hvalpen kan se dig gå og komme tilbage. Denne øvelse gentages mange gange om dagen og intervallet øges gradvist med få minutter, lav gerne øvelsen i forskellige rum så hunden bliver tryg i hele hjemmet. Når hvalpen ikke længere registrere at du går, kan du øve med en lukket dør. Man kan også øve ved at gå ud med skraldet, ud og tømme postkassen osv. på denne måde ser hvalpen dig også gå ud ad hoveddøren. Husk altid masser af ros og godbidder når man kommer ind igen. Tidsintervallet øges hele tiden gradvist, men går man for hurtigt til værks risikerer man at hunden begynder at pive eller gø. Hvis hvalpen begynder på dette så vent gerne til den er holdt op, før du går ind til den. Ellers vil den hurtigt forbinde dens piven og gøen med at du kommer den til undsætning. Hvis den piver og hyler i for lang tid er intervallet for stort og man må gå et skridt tilbage og øve med et kortere interval, eller måske gå helt tilbage til godbidder på gulvet hvor man forlader den med åben dør. Det er altså en vurderingssag, nogle hunde lærer det hurtigere end andre og man må væbne sig med tålmodighed. Man skal også være opmærksom på sit kropssprog når man træner alene-hjemme. Hvis man er stresset og træningen måske sker lidt hurtigt og med en presset stemning, vil hunden opfange dette og der kommer nok intet godt ud af træningen. Din tålmodighed og rolig adfærd smitter af på hunden.
Hvad skal hunden lave når den er alene?
Når hunden har lært at være alene i en periode og den er tryg i sit hjem, kan man give den noget aktivitetslegetøj lige inden den forlades. En godbidsbold til lækre små godbidder er en god ide til mental stimulering af hunden, men er ikke for alle hunde når de er alene. Da de skal bevæge sig rundt i hjemmet for at godbidderne falder ud, kan muligvis betyde at hunden vil komme lidt op i gear, i stedet for eksempelvis at ligge og sove når den er alene. Igen er det en vurdering og man må måske prøve sig lidt frem.
En anden ide som får hunden til at ligge og slappe af kan være en Kong Classic legetøj, hvor man kan smøre indersiden med noget lækkert hunde-dåsemad (pas på med leverpostej grundet alle krydderierne), således at hunden skal ligge og slikke fyldet ud af den.
Husk altid at forlad hunden i et roligt tempo og afslappet kropssprog og undlad at stresse ud ad døren. Undlad også at tale for meget til den, der er ingen grund til at fortælle den at man kommer tilbage snart og dermed gøre den opmærksom på en og dét at man går.