Bestil trygt hos os
13 juli, 2022
Newfoundlander
En familieorienteret newfoundlandhund
En newfoundlandhund er en stor, bamseagtig selskabshund, der tidligere og stadig nogle steder bliver brugt som rednings- og trækhund. Det er den perfekte hund til førstegangsejere, da den er ualmindelig rolig, venlig, imødekommende og tilpasningsdygtig. Faktisk er det den perfekte familiehund, hvis du er på jagt efter en hund, der både kan lide børn, er beskyttende og nem at opdrage.Dog er racen ikke for rengøringsfanatikere og folk med meget små lejligheder. Den har behov for plads at boltre sig på, da det er en stor hund.
Newfoundlanderhund, gudernes gave
Newfoundlanderracen stammer fra, som navnet indikerer, Newfoundland. Her blev racen brugt som trækhund både på land og i vand, hvorfra dens store kærlighed til vand stammer. Derudover var den beskytter og selskab for de Indianske kvinder, når deres mænd var ude og fiske eller på jagt. Hundene blev betragtet som en gave fra gud, da de havde stor betydning for folket og løste en relevant og betydningsfuld opgave i samfundet.I 1780 begyndte man at eksportere hunden fra Newfoundland til England, derfor blev antallet af newfoundlanderhunde reduceret kraftigt på øen. Eksporten betød, at racen næsten forsvandt. Den blev dog reddet ved hjælp af intensivt opdræt på øen. Det blev dog England, der tog ansvaret og æren for det egentlige opdræt og fastsættelsen af en racestandard for en newfoundlandhund i 1866.
Newfoundlandhunde var i 1970’erne og frem til 1980’erne ganske populære i Danmark, hvor de danske avlere af denne hund, blev verdenskendte for deres gode avlsprogrammer og hundene, der kom ud af disse. I Danmark er racen mest brugt og kendt som en fantastisk familiehund, men i Frankrig og andre steder i verden er den også en brugshund, der benyttes som kystvagt og redningshund.
En hund med et bamseagtigt udseende
En hund som newfoundlandracen skal man lede længe efter. Den er nemlig ikke bare høj, den er også stor og fyldig. Den måler 66 til 71 centimeter og vejer mellem 54 og 68 kilo i gennemsnit. Til trods for dens store størrelse, så er det en atletisk, hurtig og kampstærk hund, der både er den fødte svømmer og en kanon trækhund.Dens hoved er modsat dens krop proportionelt lille. Den har en mellemlang snude og en fremstående pande, to dybe øjne og lange ører, der lægger sig tæt ned og omkranser hovedet. Dens udtryk er både venligt, bamset og en smule sørgmodigt, hvilket får enhver til at smelte, når dens store tunge slapt hænger ud af dens store mund som på en bamse.
En newfoundlanders pels er nok dét, der kræver mest arbejde, hvis du vælger denne race. Den har en stor pelspragt, der både er lang, tæt og har en tyk underuld. Det betyder, at der nemt samler sig en hel del snavs i dens pels, og at den ofte skal børstes, da den fælder meget. Du kan regne med, at du skal bruge mindst en time ugentligt på at børste og udfiltre dens pels. Dette gøres bedst med en kvalitetsbørste, en kam og en karte. Hvis du gør dette, forebygger du samtidig, at dén fælder alt for meget. Men du skal stadig regne med at skulle støvsuge lidt mere. Du kan med fordel holde dit hjem frit for hundehår med forskellige hjælpemidler. Derudover er det godt at have et bryggers, kælder eller andet, som hunden kan opholde sig i, hvis den har været ude i regnvejr eller sjap, da der nemt sætter sig skidt og snavs i pelsen, især på halen.
Pelsen kommer i enten sort, hvid-sort eller brun. Den hvid-sorte hund adskiller sig fra de andre, da den er mere aktiv og hungrende efter at lære nyt.
Newfoundlander – verdens venligste hund
En newfoundlandhund er en rolig race, der både er let at socialisere, at opdrage og er tæt knyttet til sin familie. Den har stor glæde af at være i nærkontakt med sin ejer, da den er vant til at følge sin ejer overalt. De personer, den knytter sig til, vil den evigt bistå og passe på, om det så er i vandet eller ved siden af en barnevogn udenfor. Den elsker børn og er både tålmodig og legeglad.Til trods for sit rolige sind, så har den behov for aktivering. Den er vant til at arbejde og bruge sin hjerne, derfor skal du som ejer også beskæftige den. Du kan fx give den til opgave at hente avisen, udføre hjemmelige gøremål eller aktivere dens meget skarpe hjerne gennem hundelegetøj. Aktiveringsredskaber kan du finde her. Især når din newfoundlandhund er hvalp, har den brug for aktivering, så den ikke bliver rastløs. Svømning, søgearbejde og at øve sig i at bære forskellige ting er gode øvelser.
Du opdrager nemt på din newfoundlandhvalp, den er nemlig lærenem og kvik. Den retter sig nemt ind og vil egentlig bare gerne behage sin ejer. Men det gøres bedst med venlige ansvisninger, du kommer hverken langt med magt eller konsekvent opdragelse.